Vibeke Klint

Varekategorier

Vibeke Klint (1927-2019) fik stor betydning for dansk tekstilkunst med sine grafiske tæpper, tekstiler og stedsspecifikke udsmykninger. Hun kom også til at præge flere generationer af nutidige vævere igennem sin vævestue i Taarbæk, hvor hun udlærte flere af de tekstildesignere og kunstnere, der har været toneangivende i feltet de seneste 30 år.

Vibeke Klint startede sin karriere som elev hos vævepioner Gerda Henning, der var lærer på Kunsthåndværkerskolen ved Kunstindustrimuseet i København. Allerede inden sin afgang i 1949 blev hun tilknyttet Gerda Hennings værksted. Og da Gerda Henning pludselig døde i 1951 tilbød hendes mand, billedhuggeren Gerhard Henning, Vibeke Klint at overtage vævestuen, såfremt hun flyttede hjem fra Frankrig, hvor hun opholdte sig for at lære franske gobelinteknikker

Vibeke Klints faglige ouvre kan ikke overvurderes, for kombinationen af den høje arbejdsmoral, faglige fællesskab og hyggelige stemning på vævestuen har skabt et imponerende karriere med en alsidig produktion af unika-gulvtæpper og boligtekstiler sammen med stedspecifikke udsmykninger af mødelokaler og betydningsfulde bygninger, koncertsale, ambassader, ministerier og kirker – alt designet, farvesat, proportioneret og materialemæssigt udvalgt af hende selv.

Hendes arbejder udmærker sig ved at bygge bro mellem kunst og arkitektur, mellem håndværk og taktilitet, mellem tradition og modernistisk fornyelse. De simple, geometriske figurer, spidse vinkler og enkle linjer, der fremhæves, forskydes eller nedtones qua farvernes spil i garnerne er hendes uomgængelige signatur. Vibeke Klints visuelle virkemidler handler om at dyrke skønheden i det minimale. Om at turde vælge og holde kursen – i farver, mønstring og teknik. Hendes sikre æstetik og imponerende livsværk har haft enorm betydning for såvel samtid og eftertid, når vi taler om at formidle og videreføre håndværk og vævetraditioner til de kommende generationer.

Scroll to Top

Nyhedsbrev

For hele tiden at være opdateret med det nyeste fra Olsson Møbler, så abonner på vores nyhedsbrev

…og modtag en rabat kode du kan bruge på dit næste køb!